Studiestart
Undervisningen begynder onsdag den 17. august 2011 for fuldtidskursisterne.
Enkeltfagskursister, der følger fag på studenterkurset om dagen, får oplyst det præsice starttidspunkt af studievejlederen. Enkeltfagsholdene starter torsdag den 18. august 2011.
Som et særligt tilbud tilbydes der et genopfriskningskursus i Tysk og Matematik i ugen umiddelbart inden kursusstart. Hør mere om dette ved samtalen i studievejledningen.
Optagelseskriterier
Optagelse på studenterkursus kan tidligst finde sted et år efter, at ansøgeren har afsluttet 9. klasse eller 10. klasse i folkeskolen eller tilsvarende f.eks. AVU. Institutionens leder afgør ud fra en vurdering af ansøgers kvalifikationer, om en ansøger kan optages. Det vil normalt være et krav, at ansøgerne har aflagt folkeskolens afgangsprøver i Dansk, Matematik, Engelsk, Tysk eller Fransk samt Fysik/Kemi. Hvis det ikke er så lang tid siden, du har afsluttet folkeskolen, vil det også være et krav, at du er erklæret egnet til at gå i gymnasiet.
Optagelsen sker altid på baggrund af en personlig samtale med studievejlederen. Til vejledningssamtalen skal du medbringe alle relevante uddannelsespapirer.
Merit eller andre forudsætninger
Karakterer kan meritoverføres fra fag, der allerede er bestået på andre uddannelser, som svarer til studentereksamens niveauer. Elever fra gymnasiet, der har afsluttet 2.g., kan i visse tilfælde få tilladelse til at fortsætte på 2. år af studenterkurset. Har du andre forudsætninger, f.eks. en udenlandsk eksamen, kan du få råd og vejledning i studievejledningen eller hos uddannelseschefen.
Økonomi
Når du går på Studenterkurset, kan du få SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis du er over 18 år. Personer over 25 år kan i visse tilfælde bevilges SVU (Statens Voksen-
Uddannelsesstøtte). Støtten er betinget af, at reglerne om studieaktivitet overholdes. Undervisning, boglån, eksamen og eksamensbevis er gratis, mens anskaffelse af lommeregner og evt. ordbøger er for egen regning.
VUF har udarbejdet en vejledning vedr. ansøgning om SU. Vejledningen kan fås i receptionen, Studievejledningen og hos SU-administrationen. Er du i tvivl, kan du kontakte Studievejledningen eller SU-administrationen på VUF.
Derudover er det muligt at søge tillæg for enlige forsørgere, SU-lån og uddannelseskort.
Du har mulighed for at søge om uddannelseskort, når du går på STK, og din uddannelse er fastlagt som heltidsundervisning med 23 timer ugentligt. Du kan få uddannelseskort til strækningen mellem din bopæl og dit uddannelsessted i den periode, hvor du er aktiv i uddannelsen. Der er en egenbetaling for uddannelseskortet på 18,73 kr. pr. dag (562,00 kr. pr. 30 dage). Du skal have en NemID for at søge om uddannelseskort.
Der er mulighed for at orientere sig mere om de økonomiske støtteordninger på:
- www.su.dk - Statens Uddannelsesstøtte
- www.svu.dk - Statens VoksenUddannelsesstøtte
- www.uddannelseskort.dk - transportgodtgørelse
Når du søger om støtte, skal du henvende dig til skolen f.eks. i forbindelse med din tilmelding.
Tilmelding
Hvis du vil være sikker på en plads, skal du søge om optagelse inden sommerferien (26/6) før uddannelsens start. Såfremt der er ledige pladser, optager vi også kursister i august. Optagelse efter denne dato kan kun ske ved en dispensation.
Kontakt/information
Er du interesseret i at tage en studentereksamen på studenterkursus, eller vil du vide mere om stx-enkeltfag, kan du kontakte en studievejleder på:
tlf. 3815 8525 / 3815 8524 eller pr. e-mail stx-vejledning@vuf.nu
Optagelsen finder altid sted på baggrund af en personlig samtale med en studievejleder.






