Studiestart
Undervisningen begynder onsdag d. 17. august for fuldtidskursisterne. Enkeltfagskursister, der følger fag på studenterkurset om dagen, får oplyst det præcise starttidspunkt af studievejlederen. Enkeltfagsholdene begynder torsdag d. 18. august 2011.
Optagelseskriterier og tilmelding
Optagelse på studenterkursus kan tidligst finde sted et år efter, at du har afsluttet 9. klasse i folkeskolen. Du kan fx også optages på baggrund af afsluttede AVU-fag. Institutionens leder afgør ud fra en vurdering af dine kvalifikationer, om du kan optages. Det vil normalt være et krav, at du har aflagt folkeskolens afgangsprøver i Dansk, Matematik, Engelsk, Tysk eller Fransk samt Fysik/Kemi.
Hvis det ikke er så lang tid siden, du har afsluttet folkeskolen, vil det også være et krav, at du er erklæret egnet til at gå i gymnasiet. Optagelsen sker altid på baggrund af en personlig samtale med en studievejleder. Til vejledningssamtalen skal du medbringe alle relevante uddannelsespapirer. Hvis studievejlederen er i tvivl om dine faglige eller dansksproglige forudsætninger, får du et tilbud om en vejledende optagelsesprøve.
Studieplads
Hvis du vil være sikker på en plads, skal du søge om optagelse inden sommerferien, før uddannelsens begyndelse. Såfremt der er ledige pladser, optager vi også kursister i august inden studiestart. Optagelse efter uddannelsesstart kan undtagelsesvist ske efter en konkret vurdering af ansøgers kvalifikationer, evt. efter en optagelsesprøve.
Merit eller andre forudsætninger
Karakterer kan meritoverføres fra fag, der allerede er bestået på andre uddannelser, som svarer til studentereksamens niveauer. Elever fra gymnasiet, der har afsluttet 2.g, kan i visse tilfælde få tilladelse til at fortsætte på 2. år af studenterkurset. Har du andre forudsætninger, fx en udenlandsk eksamen, kan du få råd og vejledning i studievejledningen.
Studieaktivitet og mødepligt
Der er krav om studieaktivitet og mødepligt. Det vil sige, at du skal følge undervisningen og aflevere skriftlige opgaver. Der føres protokol over fremmødet i hver time, og kursisternes fravær opgøres løbende. Hvis du ikke overholder reglerne om mødepligt, kan du miste retten til SU, og i sidste ende kan du blive udelukket fra undervisningen.
Reglerne om mødepligt kan du se i VUFs studie- og samværssregler.






